Norske Folke-Eventyr (Google eブックス)

前表紙
Gyldendalske boghandel (F. Gegel), 1876 - 269 ページ
0 レビュー
  

レビュー - レビューを書く

レビューが見つかりませんでした。

ページのサンプル

目次

多く使われている語句

人気のある引用

84 ページ - Hænderne, lægge ihob Øinene, og saa strakte hun ham, lagde ham paa Ligstraa og fik ham i Kisten; men for at han ikke skulde kvamne, mens han laa der, havde hun faaet gjort nogle Huller i Fjælene, saa han baade kunde puste og kikke ud. Den andre Kjærringen, hun tog sig et Par Karder, og satte sig til at karde; men hun havde ingen Uld paa dem. Manden kom ind og saa dette Abespillet. " Der er liden Hjælp i Rok uden Hjul, men Karder uden Uld er bare Kjærringtul,
94 ページ - Purker, end han brydde seg om at have, det var ikke ondt for det Slaget ; men siden han var saa nødig om at sælge, kunde han nok tjene ham i at kjøbe, men det meste han vilde give for hele Purken, var fire Skilling; vilde han det, kunde han sætte den ind i Svinehuset til de andre, sagde han.
5 ページ - ... DOD* Der var engang to Karle, som var saa gode Venner, at de svor hverandre til, at de skulde ikke skilles hverken i Liv eller i Dod. Den ene blev ikke gammel, for han dode, og en Stund efter friede den anden til en Gaardmandsjente, fik hende til Kjoereste og skulde gifte sig. Da de bad til Bryllups, gik Brudgommen selv til Kirkegaarden, der Vennen laa, bankede paa Graven og raabte paa ham. Nei, han kom ikke. Han bankede igjen, og han raabte igjen ; men der kom ingen. Tredie Gangen bankede han...
83 ページ - Den Ene sagde, der gaves ikke den Ting, hun ikke skulde faa Manden sin til at tro, naar hun sagde det var saa, for han var saa lettroen som Troldene ; og den Anden mente det, at om det var aldrig saa galt, saa skulde hun faa Manden sin til at gjøre det, naar bare hun sagde, det skulde være saa; for han var slig, at han hverken kunde finde Naal eller Nøste. »Ja, lad os saa prøve, hvem af os der kan faa narret dem bedst, saa faar vi se, hvem som er den dummeste...
172 ページ - Jeg hørte nok, du gol,» sagde han, «men kan du ogsaa staa paa eet Ben og gale og blunde,» sagde Mikkel. «Det kan jeg baade godt og vel...
194 ページ - Folk til at dandse," sagde Gutten, „men det gjceveste jeg har, er denne Bossen," sagde han; „sor det salder mest alt det jeg peger paa med den, om det er aldrig saa langt borte. Ser du den Skjceren, som sidder i Granen derborte," sagde Veslesrik. „Hvad scetter du, at jeg kniber den, her vi staar?
190 ページ - Gutten var strobelig og havde maadelig Helse, saa han ikke orkede at gaa paa Arbeide. Han hedte Frik, og lidenvorren var han ogsaa, saa kaldte de ham Veslesrik.
191 ページ - Vcer ikke rced sor mig, jeg gjor dig ikke noget, jeg beder bare om en Skilling i Guds Navn, sagde Fattigmanden.
8 ページ - ... ingen Ting om det, men da han havde ledt igjennem de gamle Kirkebogerne sine, saa fandt han ud, at Brylluppet havde staaet for lang, lang Tid tilbage, og de Folkene, han talte om, havde levet for fire hundrede Aar siden. Efter den Tid var der voxet op en stor, svoer Eg i Proestegaarden. Da han fik se den, klov han op i den og vilde se sig om; men Gamlen, som havde siddet i Himmerige og sovet i fire Hundrede Aar og var kommen hjem igjen, kom ikke vel ned af Egen. — Han var stol og stiv, som...
7 ページ - ... at du blev siddende, saa jeg finder dig igjen her," sagde han. Men da Brudgommen skulde lette paa sig, var han overvoxen med Mose og Busker, saa han sad ligesom i et Krat og Kvistebol. Da han havde greiet af sig dette, reiste de tilbage, og Dodningen fulgte ham samme Vei lige til Braven. Der skiltes de og sagde Farvel til hverandre, og da Brudgommen kom op, gik han lige hjem til Bryllupsgaarden. Men da han kom frem did, han syntes det skulde voere, kunde han ikke kjende sig igjen. Han saa sig...

書誌情報