Voltaires, og s Buste, for ns andet og sk Maaneds 18de Aarhundrede havde behersket de høiere Sam fundsklasser. Den klassiske Retnings sidste Digter Pope skulde snart ikke mere staae som Mester for den unge Slægt. Man ruskede den lille Mand i hans zirlige Paryk og traadte i hans Haves vel ordnede Bede. Og nu saaes det ret, hvilken mæg tig Reserve den britiske Folkeaand besad i de friskere af Culturen uudtømte Kongeriger, der laa afsides fra det politiske Livs Midtpunkt. Irland der i det 18de Aarhundrede havde frembragt er Tænker som Swift og en Skribent som Goldsmith, sad inde med en Skat af deilige Melodier, der saasnart en stor lyrisk Digter laante dem Ord lød fra alle syngende Læber i Europa. Waliserne samlede og udgave deres gamle Digtninge og Skotland, til hvis lavere Samfundslag de engelske Fabrikarbeideres kuede Levevis endnu ikke var trængt hen, og hvor det af sin Fortid og si Hjemstavn stolte Folk fastholdt sine Folkesange. sin Overtro og sin politiske Særaand, dukkede Slutningen af det 18de Aarhundrede Macphersons Ossian op som en Protest mod al forstandskold og regelret Kunstdigtning. Dens Indflydelse var lige stor paa Alfieri og Foscolo i Italien, paa Herder og Goethe i Tydskland og paa Chateaubriand Frankrig. Saa følger i England Percy's Samling af de engelske Folkeviser og i Skotland Walter Scotts Samling af gamle skotske Ballader. Mer mellem disse to ligger en af hine litterære Strøm ninger fra Land til Land og tilbage, som det mit Hovedøiemed at paapege, og som her paa slaaende Maade træder for Dagen. Der sad, ko efter at Percys Samling var udkommen, i Gøtting en stakkels juridisk Embedsmand, i trykkende Kaa levende i et fortvivlet og demoraliserende Dobbe ægteskab med to Søstre, i hvis Hus denne B en Dag dumper ned. Den gjør et saadant Indtr paa Bürger, at den fremkalder en Revolte i ha Sind, og han plages af Lyst til at skrive Nog der længe havde været banlyst fra al god Kun digtning, men som han til Baggesen (se «Lal rinthen >>) betegnede som den egentlige «Poesi en Ballade. Saa begynder han da paa sin Leonore », udarbeidende den langso Uge efter Uge, og med en saadan Overbevisni om Betydningen af det Skridt, han foretager s at hans Breve til hans Venner derom strømme o af den heftigste Selvfølelse. Saa kommer de Ballade ud og gaaer snart Europa rundt. I Aa 1795 gjør en ung Dame i Edinburgh en an juridisk Embedsmand bekjendt med den, og de unge Jurist, Walter Scott ved Navn, i hvem ligeledes stak en Digter og det en meget stø debuterede i Poesien med en Oversættelse af de Ballade og en anden om «Den vilde Jæger». disse Oversættelser modtoges med Bifald, begy han at ansee sig for Digter. Og det er Grundlag af disse Oversættelser og den af rømte «< som det er her paa en er sad, kort i Gøttingen kende Kaar, de Dobbelt- (se «Laby- rømme over i hvem der let er paa n af Götz v. Berlichingen, som Scott i 1799 udgav, at der nationale skotske Romantik i hans Poesier reiste sig Her er altsaa oprindeligt i denne Litteratur et Pust af den fælleseuropæiske Reaction mod de 18de Aarhundrede. Vi finde den levende National følelse, der afløser Kosmopolitismen, i England hos Wordsworth i Skikkelse af en poetisk beskrivende Patriotisme og hos Southey som hel- og halvofficie Forherligelse af Kongehuset og de nationale Be drifter, medens Scott og Moore formelig staae son digteriske Incarnationer af de to andre Kongeriger Den almindelige Tilbagesøgen til det Folkelige re præsenteres først og fremmest af Wordsworth, der særlig fremstiller de lavere og laveste Klassers Liv, Forkjærligheden for Middelalderen først og fremmest af Scott, der forener en Antiqvars Forkjærlighed for Minderne fra Fortiden med en Tory politikers Lyst til at fremstille det Nedarvede den mest tiltrækkende Belysning. Den egentlige Overtroens Romantik finder sin Digter i Coleridge. hvis forsætlige Naivetet og Simpelhed er i nær Slægtskab med den Tieckske, og Coleridge er det ogsaa, der som Repræsentant for Datidens tydske Philosophi nedlægger en abstract videnskabelig Protest mod Oplysningsperioden. Hans Lære er gan ske uengelsk, rent apriorisk i Modsætning til der engelske Videnskabs experimentale Charakter, der er conservativ, religiøs og historisk, fordi den tid ligere Philosophi havde været radical, vantro og metaphysisk, det er en Schellingianisme, der fra først af søger at bevare saa mange af det forrige Aarhundredes Resultater som muligt, men som stedse mere haardnakket og mere bornert iler til den modsatte Yderlighed af den, paa hvilken man i det forrige Tidsrum var strandet. For Romantikens uordentligt phantastiske Retning staaer Southey med sine østerlandske Epopeer som Repræsentant, og hvad endelig Romantikens sønderrevne og lidenskabelige Helte angaaer, da fremtræde de i vildere og mandigere Skikkelse hos Byron, medens Shelleys Aandetro og hans Opløsen af alle faste Former i ætherisk Musik erindrer om Inderligheden og Ubestemtheden hos Novalis. II. Men disse Tidsalderens fælles og bredest Grundtræk modificeres paa en høist kjendeli Maade ved en Række af særligt engelske Træk der uden at forekomme andensteds gjenfindes ho de hinanden ellers mest ulige Aander, som denn Periode af Englands Litteratur har at opvise. Disse Træk lade sig samtlige føre tilbage t eet Grundtræk: den kraftige Naturalisme. Je sagde, at den første Bevægelse er den, at Skr benterne blive nationale. Men det at blive nati nal vilde i England sige at blive Naturalist, so det i Tydskland betød at blive Romantiker, Danmark at blive Oldnordisk. De dyrke, studer og tilbede allesammen Naturen. Wordsworth, der ynder at bære sine Passioner tilskue som Ideer. flager formelig med Ordet Natur og gjenfremstiller i grandiose Billeder, men med smaalig Omhu Bjerge, Søer og Floder, Bønder og Almuesmænd fra Nordengland. Scotts Naturskildringer ere som bekjendt udførte paa Grundlag af paa Stedet gjort talrige Notitser og ere saa troe, at en Botaniker vilde kunne lære Stedets Vegetation at kjende igjennem dem. Keats er med alt sit Sværmer for Antiken og den græske Mythologi en med de skarpeste Sandser og den fineste universelle Sand selighed udstyret Sensualist, der seer, hører, føler. smager og indaander alle Afarter af Farveprag og Fuglesang og Silkeblødhed og Druesaft og Blomsterduft, som Naturen rummer. Moore el lutter aandiggjort Sandselighed. Den forvænte og forvænnende Digter synes at leve omgivet af all Naturens skjønneste og mest udsøgte Eiendomme ligheder. Han blænder vor Aand med Solglands døver den med Nattergalemelodier og drukner der i Sødme. Vi leve med ham i en stadig Vision a Vinger, Blomster, Regnbuer, Smil, Rødmen, Blus sen, Taarer, Kys og atter Kys. Naturalisme, de er den virkelig dybest liggende Tendens i Værke som Byrons Don Juan og Shelley's The Cenci Med andre Ord, paa engelsk Grund er Naturalis men saa stærk, at den gjennemtrænger den roman tiske Supranaturalisme hos Coleridge ikke mindr end den høikirkelige Theisme hos Wordsworth |