Norske folke-eventyr, 第 2 巻H. Aschehoug, 1904 |
他の版 - すべて表示
多く使われている語句
afsted Asbjørnsen og Moe Berget Bjørnen Bonde Veirskjæg Borken borti Brændevin Brødrene Bukken bære baade Dagen deilig Dovrefjeld Døren endda fløi Folkedigtninger faaet faar Gassen gild gjerne Glasberget godt Grimsborken Guld Guldæblet gaaet Gaarden havt hende Hesten hjem igjen holdt Hovedet Hvidbjørnen hvorledes Høne Pøne høre hørte igjen igjennem Jenten Kongsgaarden Kvelden Kværnen lagde Lensmanden ligevel Lurvehætte Melk Morgenen maatte Natten oppi Penge Prinsen prøve Pølse reise reiste ride ræd røde Hunde raabte Raad sagde Askeladden sagde Espen sagde Gutten sagde Haaken Borkenskjæg sagde Kjærringen sagde Kongen sagde Kongsdatteren sagde Kongssønnen sagde Manden sagde Mestermø sagde Prinsessen sagde Risen sagde Ræven sagde Troldet satte seet sint Skogen Skoghagen skreg Skræppe slig Slottet Smørbuk Sol og vestenfor spurgte stod Store-Per strax Stund stygge Stykke svarede syntes Sækken tage tilsidst Tommeliden tænkte vakker Vandet Veien Vesle-Per vidste Øinene Ørnen østenfor Sol
人気のある引用
115 ページ - Derfor havde Kongen nu sat den Straf, at de som prøvede sig og ikke kunde fælde Egen, skulde sættes ud paa en Ø, og begge Ørene skulde klippes af dem. Men de to Brødrene lod sig ikke skræmme ved det, de troede nok de skulde faa ned Egen, og han Per, som ældst var, skulde nu til at prøve sig først.
112 ページ - Mand, tænkte Faderen, og mere ønskede han ikke; og da Brødrene slog paa det, at de vilde til Kongsgaarden, sagde Faderen straks ja, og saa lagde Per og Paal og Esben Askelad afgaarde. Da de nu havde gaaet et Stykke, kom de til en Granli, og lige op for den var en brat Hei; saa hørte de noget, som hug og hug oppe i Helen. "Jeg undres, hvad det er, som hugger oppe i Heien, jeg!
115 ページ - Askelad brød sig ikke om det; "jeg havde nu Moro af at se det ligevel, jeg," sagde han. Da de saa havde gaaet et Stykke igjen, kom de til Kongsgaarden; men da alle i Kongeriget havde faaet høre, at de skulde vinde Prinsessen og" halve Riget, dersom de kunde hugge ned den store Egen og grave Brønd til Kongen, saa var der kommet saa mange, som havde prøvet Lykken sin, at Egen var dobbelt saa tyk og stor, som den var fra først af; for der vokste ud to Fliser for hver, de skaarede ud med Øksen,...
111 ページ - Egen; men ingen var god for det, for saa fort en skaarede en Flis af Egeleggen , vokste der to isteden. Saa vilde Kongen ogsaa have gravet en Brønd, som skulde holde Vand hele Aaret; for alle Granderne hans havde Brønd ; men han havde ingen, og det syntes Kongen var Skam. Til den, som kunde grave en slig Brønd, at den holdt Vand hele Aaret rundt...
114 ページ - Ja, men jeg har nok Lyst til at se hvor det kommer fra, ligevel jeg,» sagde Espen; han afsted opmed Bækken, og alt Brødrene raabte paa ham og lo af ham, saa hjalp det ikke: han gik sin Gang. Da han kom langt opmed, blev Bækken mindre og mindre, og da han kom endda et Stykke frem, fik han se en stor Valnød; fra den silrede Vandet ud. «God Dag!» sagde Espen igjen; «ligger du her og silrer og render saa alene?» «Ja jeg gjør det,» sagde Valnødden; «herhar jeg ligget og silret og rundet...
204 ページ - Mange maaske ere mere tilbøielige til at negte — de aabne desuden en rig poetisk Verden for Enhver, der endnu har den Fantasiens Kraft og Bevægelighed at han, uden Frygt for at gjøre Kolbøtter, tør træde derind, og som endnu har bevaret den Hjertensrenhed, at han ei kyses tilbage af den barnlige Enfold, der er sat til Vagt for dens Enemærker. I denne Verden lever, taler og handler Alt endnu som i den gyldne Tid; her er Intet for smaat til at kunne, Intet for stort til at turde bruges; og...
193 ページ - Gut, hun havde, tilskovs at sanke Ved. Han hoppede og sprang, og sprang og hoppede, for at holde sig varm, for det var en kold, graa Høstdag, og hver Gang han havde sanket en Kvist eller en Rod i Vedbøren sin, maatte han slaae Armene om hinanden mod Skulderbladene, for Næverne vare røde som Tyttebærtuerne han gik over af bare Kulde.
205 ページ - Vor Plan er, i tvangfri Hefter, at levere, hvad vi af disse Folkedigtninger have samlet og hvad vi herefter maatte samle, gjengivende dem med Troskab saaledes som vi have modtaget dem af Fortælleren, uden Forskjønnelse af nogen Omstændighed eller Forandring af nogen Begivenhed; kun at vi ville anse os berettigede til at afskjære de sommetider forekommende Udvæxter, der kunne saare Velanstændighedsfølelsen.
65 ページ - JL/er var engang en Mand som var saa grætten og vild, og aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han hjem en Kveld i Slaattaannen, og gren og skjændte og bandte, saa det lyste om ham. «Kjære Vene, vær ikke saa vond, Far,» sagde Kjærringen; «i Morgen skal vi bytte Arbeide : jeg skal gaa ud med Slaattekarlene og slaa, saa kan du stelle hjemme.* Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne.
203 ページ - ... intet): SUBSKRIPTIONSINDBYDELSE PAA NORSKE FOLKE- OG BØRNEEVENTYR1 Folkeeventyrets videnskabelige Værd betvivles ikke længer af nogen Dannet. Fremsprungne af et Folks inderste Liv levere disse Digtninger høist vigtige Bidrag til Bestemmelse af dets eiendommelige Karakter og Synsmaader...